Barn af Gandrup fra bogen Barn af Vendsyssel

Den 4. januar 2002 sluttede en epoke i Gandrup

Alfred Jensen, min far, blev født i Gandrup d. 21. august 1906. Han døde den 4. januar 2002, et halvt år efter min mor, der døde d. 12. september 2001 - dagen efter katastrofen med World Trade tårnene i New York. Min bror Niels og jeg påbegyndte et udsalg af møbler i december 2001. Det var far vældig fornøjet med. Vi fandt ud af, at han, i en alder af 95 år, havde bestilt møbler hjem til julesalget. Niels kontaktede fabrikken og vi fik lov til at afbestille, men da far hørte det, mente han - på trods af at han var syg og lå på Dronninglund Sygehus - at det var dumt at afbestille, nu hvor julehandlen stod for døren. Og ganske rigtigt viste det sig, at de første møbler vi solgte var de nyankomne. Herefter holdt vi udsalg hver weekend i næsten et år, indtil vi overlod restlageret til Gandrup Sportsklub. I flere måneder hentede jeg Niels på Odense banegård om fredagen, hvorpå vi kørte til Gandrup, og brugte lørdag og søndag på at sælge de mange møbler, der gennem tiden havde hobet sig op på et næsten uudtømmeligt lager. Mange helt nye møbler i teaktræ fra 50-60’erne, der nu igen var blevet moderne, gik som varmt brød. Også de helt gamle borde i egetræ, der havde været gemt siden bedstefars tid, blev solgt.

Endnu en gang fik vi bekræftet, at far havde en god fornemmelse for kundernes behov. Vi havde også stor fornøjelse af at få vendt nogle ting fra vores barndom. Såvel fysisk som mentalt blev det en arkæologisk udgravning, som vi ikke ville være for uden. Mange gamle kammerater og venner dukkede frem af glemslen og stod pludselig i forretningen. Især Per og Jytte og Knud, fra Raabhui, var yderst hjælpsomme. Vi fik genopfrisket mange minder over en whisky. Annoncerne og rygterne tiltrak mange af fars gamle kunder, og vi fik således genopfrisket anekdoterne om hans travle liv. Far gik aldrig med ur og det skete ofte, at vi først sent om aftenen nåede ud til kunderne. Engang nåede vi lige at aflevere et soveværelsesmøblement, inden brudeparret var faldet i søvn. Andre gange var folk måske allerede forlængst gået i seng, når vi ankom. Far kom næsten altid til spisetid, så på klokken, og gik igen, hvis maden ikke var færdig, for tiden skulle jo udnyttes 100 procent. Når han så endelig kom ind igen, havde vi andre jo spist, og han måtte spise alene. Ikke så få gange kaldte han så på mig: ”Erik du ku' vel ik’ lige’ ta’ ve’?” Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Det var ikke et spørgsmål, men et ”skal”, der betød en lang køretur, og dermed ingen friaften. Dette faktum blev den direkte årsag til, at jeg ikke ville ”stå i lære”, og bo hjemme. Det blev så Niels, der måtte løfte den arv, der begyndte med bedstefar, ja også oldefar, der både var husmand og snedker.

 

Det årlige købestævne, og senere møbelmesserne, var fars eneste feriedage.

Det var kun få søndage, der kunne afses til en badetur til Bisnap.

Omsen og senere momsen var en plage for de fleste selvstændige. På et tidspunkt, ved overgangen til detail-momsen, skulle hele lageret optælles og indberettes til myndighederne. Far havde, så vidt jeg husker, kun ét kontrolbesøg. De to kontrollanter fik alle ringbind med i to sække. Da de nåede til Frederikshavn, opdagede den ene, at han havde mistet sine briller og ringede til far, som ikke havde set dem. De forklarede så, at de havde spist deres madpakker ved en brændestak et sted omkring Øster Hassing. Ud fra deres beskrivelse fandt far så brillerne og sendte dem til ejeren. Få dage efter kom alle ringbind urørte retur. Far havde ikke meget til overs for skriverkarle og skolelærere. Lærernes korte arbejdsdage, mange fridage samt lange ferier, stod jo i skærende kontrast til hans eget liv, - læs: arbejdsliv.

Far kendte og var kendt i det meste af Vendsyssel. De få gange han var på Sjælland kan tælles på én hånd. Han var dog engang med ruteflyet fra Ålborg til Kastrup, men det imponerede ikke. Det var, som han sagde, bare som at sætte sig i rutebilen fra Gandrup til Ålborg. Hans ture med rutebil var næsten lige så sjældne. Gandrup var også en slags knudepunkt for de to ruter, der gik til Ålborg fra Hals og Hou. I Hou var der også, en Alfred Jensen. Han var cykelhandler og hans forretning lå midt i byen. På facaden stod der: ”Det er aldrig så galt, Jensen ordner alt” . Engang blev dette slogan berømt. Avisen bragte et billede af Houbilen, der var skredet direkte ind forretningen. Jensen var arrangøren, når søndagsskolen var på udflugt til Hou.

Jeg husker også, at mor var lidt forgrint over, at ham Jensen, der også leverede flaskegas, på spørgsmålet om, hvilken gas der var bedst, svarede:”Hwis do vil have no gas mæ møj døw’ we, så ska do int tjybe met gas”. Vi gik også fra tørvekomfur til gasbord med ovn og to blus, og senere til et rigtigt gaskomfur med ovn og 4 blus. Hou-Søren, ham med rutebilen, lavede selv sine biler - et selvbygget karosseri på et lastvognchassis. Elegante var de ikke, selv om han forsøgte at bruge Halsbilerne som model. Nogen havde engang set ham ligge under en rutebil fra Hals for at tage mål. I mange år efter, skulle chaufføren altid kigge bagved Halsbilen. Hvis det ikke skete, blev der spurgt fra passagerne: ”Har du nu set efter, at Hou-Søren ikke ligger under bilen?”

Rutebilerne var også genstand for vores fantasi, når vi legede i de gamle udrangerede fjællevogne bag ved mejeriet. Sørens vogn skulle altid være den Halsbil, der blev ført af Marius. Søren blev i øvrigt gift med Marius datter Lene, fra Hals .

Når vognene ikke var i ”drift” som rutebiler, tjente de som lastbiler eller prærievogne. En udtjent mælkemandsvogn var velegnet som diligence, vel især på grund af bukken og gelænderet på taget.

 

Mejeriet og Brugsen var et samlingspunkt. Her skete der altid noget, bl.a. var der en livlig trafik med mælkevogne. Hver dag hele året rundt i regn frost og sne. Mælken skulle til  mejeriet og behandles. Der skulle kærnes smør af piskefløden. Den gamle smørkærne i Gandrup var lavet af teaktræ. Far skar senere træet op og lavede et sofabord til mejeribestyrer Nielsen, Sørens far. Dengang jeg arbejdede på mejeriet var kærnen af stål.

 

Engang var kærnen ikke blevet ordentlig lukket, så al fløden røg i kloakken. Det var bestyrerens ansvar at lukke forsvarligt. Han blev så gal og flov, at vi ikke så ham mere den dag. Sørens temperament var i samme klasse. Hans bror Lasse lavede engang et selvmål og blev jagtet over hele banen af Søren. Da vi gik i 2.klasse havde Kaj Erik hidset Søren, som jo var min bedste ven, op til et slagsmål med mig. Jeg ville ikke slå på Søren, men ville heller ikke slås på. Det blev til et slag på hans hage og han blødte. Jeg holdt ham i klemme, så min trøje var blodig, da jeg kom hjem. Andre slagsmål husker jeg ikke, men palle-Kaj og jeg havde nogle boksekampe, dog kun for sjov.  Jeg blev engang ramt på kæben, så der røg en splint af en fortand, Jeg sladrede ikke, men fortalte far, at jeg var faldet på en stiv vandpyt. Helt overbevist var han ikke, men jeg fik dog en guldsplint sat i tanden. Niels gik engang ud som et lys, da jeg skulle demonstrere, hvordan Hoppalong Cassidy, alias John Wayne, havde knockoutet en bandit. Jeg fik ofte skyld for at drille Niels, men jeg skulle bare se på ham, så hylede han som en stukken gris.

30. juli 1943 blev jeg født, i en tid med mørkelægning. Danmark var besat af tyskerne, og det har selvfølgelig præget vores hverdag. Et af mine første ord var ”feltmadras”.

Dortheasminde, opkaldt efter min tipoldemor på mors side, var rammen om min barndom frem til 1954. Dorthea var født Thodberg og kom fra Øster Hassing. Derefter flyttede vi hen i bedstefars, Niels Jensens hus, som far havde overtaget i 1950, da farfar døde.

Ægte Vendelboer.

På mors side var alle forfædre Vendelboer, helt tilbage til 1700-tallet.

På mors side var alle forfædre Vendelboer, helt tilbage til 1700-tallet.

Det samme gjorde sig gældende på fars side, dog var bedstefar født i Mou, men hans farfar  kom fra Hou, og de øvrige fra den nordlige del. Vester Hassing blev bogstavelig talt et krydsfelt, idet mors og fars familier krydser hinanden hele to gange på 100 år.

 

Kolde vintre

At vintrene var kolde, oplevede vi især i 1952/53. Der lå snedriver op til hustagene, men i skole skulle jeg. Jeg måtte mave mig hen over driverne, så de 500 meter føltes som flere kilometer. Jeg var den eneste, der kom i skole den dag. Der blev nærmest erklæret undtagelsestilstand, så alle mænd blev udkommanderet af snefogeden, der havde myndigheden. Der skulle skovles, eller kastes sne som det hed. Mange arbejdsløse kunne titulere sig som snekaster. Da Halsvejen blev farbar, var der 3-4 meter fra toppen til vejbanen. Vi stod på toppen og så ned på taget af rutebilen. Bag ved Tuborgs garage gik sneen helt op til taget, så det blev til mange glideture fra tagrygningen ned i en stor drive på gårdspladsen. Vi gravede huler i de meterhøje driver ved tante Inger.  

 

 

 

Varme somre

Om sommeren skinnede solen fra morgen til aften hver dag, og jeg blev noget forbrændt. Nivea-creme kunne lindre smerterne og kartoffelmel i lagnerne virkede kølende.

Hver sommer skiftede min næse ham, skindet var som pergamentpapir.

Både under og efter krigen, var kartoffelmel en mangelvare. Engang lige efter krigen blev der produceret kartoffelmel hjemme hos os. Det var et slags kooperativ, hvor Møllegården leverede kartofler, og konerne skrællede på livet løs. Tuborg leverede en motor og en rasper, mens far riggede tørrestativerne an. Det var sækkelærred udspændt på nogle trærammer, der var opsat på nogle ben. Efter nogle dages tørring, hvor ikke alene regn var en trussel, men også selve processen var dybt ulovlig, blev melet fyldt i sække og delt. Til jul kunne vi så ved hjælp af kartoffelmel, frugtfarve og mandel-essens lave den fineste konfekt. Senere, da tiderne blev bedre, blev den samme opskrift også anvendt, nu blot med en smule rå marcipan, i stedet for essensen. Jeg fik lov til at hjælpe til og lavede marcipanfigurer. Småkagebagning var også noget jeg var med til. Jeg drejede håndsvinget på kødhakkeren, der blev fyldt med dej og en særlig stjerneformet lukning, så vi fik nogle flotte pølser til vaniljekranse. 

 

Møbeltransport

Som erstatning for Chevrolet'en, der blev udfaset i 1958, anskaffede far en 12 år yngre Chevrolet, en 39, der ligesom forgængeren blev ombygget hos karetmageren onkel Carl.  Bedstefars ånd levede stadig, så bilen skulle tjene 3 formål: Møbeltransport, ligbil (rustvogn) og privatkørsel. Bilen var forlænget med et stort lastrum, der var hvidmalet. De kæmpestore vinduer kunne camoufleres med sorte blikplader, men ingen var i tvivl om, at det var en ligbil. Far samlede engang en soldat op. Da bagdøren blev åbnet og afslørede 3 sovende børn, blegnede soldaten og fik samme farve som lastrummet. Han var lidt rystet, da han satte sig ind ved siden af Bodil, Niels og jeg.

 

En anden gang havde min kammerat Erlings far, førstelærer Jensen, i Øster Hassing Skole, købt nogle lænestole hos far, men han havde udtrykkeligt gjort det klart, at han ikke ville se ligbilen foran sin dør. Jeg var blevet kommanderet til at hjælpe. Vi parkerede ved enden af bygningen og bar hver sin stol op til hoveddøren og bankede på. Jensen lukkede op og så forundret på os, og udbrød: ”så kom du alligevel i den bil”. Det måtte far så indrømme, med en bemærkning om, at lærer Jensen jo kun havde frabedt sig, at den holdt foran døren. Det var dog ikke værre, end at far byggede hus i Gandrup til Jensen, da han gik på pension. Desværre var der fabriksfejl i nogle af tagpladerne, som ”eternitten” erstattede. Der gik dog nogen tid, inden far fik tid. På et tidspunkt kom Jensen så for 117. gang forbi og klagede sin nød. Han var på vej til et ærinde, der ville tage en hel formiddag. Kjeld, vores snedkersvend, og jeg blev sporenstregs sendt ned for at udbedre skaderne. Det var en stor fryd for far, da Jensen om eftermiddagen, efter at være kommet hjem igen, henvendte sig om sagen :”Du lovede”, fik han lige sagt, inden far spurgte, om han havde set på taget. Vi havde ryddet så fint op, at der ikke var nogen spor efter reparationen.

Dengang blev der altid ryddet op efter arbejdet hos folk. Arne, en lærling, der var ekspert i gulvtæpper, og jeg var ude for en lignende hændelse - sjovt nok igen på Gl. Kongevej. Denne gang i bedstefars første hus, hvor Hertha længe havde ventet på et nyt tæppe. På vej ud for at handle kom hun ind og spurgte hun igen til tæppet. Arne og jeg drog straks af sted med tæpperullen på nakken, låste os ind, satte alle møblerne ud, rev det gamle tæppe af, fik lagt og skåret det nye tæppe til, og satte alting på plads, både vaser, stole og bordpynt. Efter sin bytur kom Hertha igen op til far og spurgte til det tæppe, der skulle lægges. Hun var helt uforstående, da far kunne fortælle, at det var sket. Hertha blev i øvrigt gift med Svend Thomsen, som var en bror til min senere svigermor Meta. Kenneth og Tommys oldeforældre, Laurine og Ejnar Thomsen, som de begge nåede at kende, boede i et hus, der blev kaldt TIVOLI, men senere i villa Ottawa på Stationsvej.

Karetmagerens

 

Mie, der hed Marie og var min fars yngste søster, havde børnene Ellen-Cathrine (Trine) og Karna. Trine gik i klasse med Niels,- Karna var noget yngre. Carl var karetmager og drev sit eget værksted i Borgergade. På billedet: Carl, Erling med Karna, fastrene Gerda, og Mie, Erik og Trine. Damecyklen er mors. Jeg var på vej til stationen i et ærinde for far, og som det fremgår, var det varmt den dag, da fotografen, fars kusine Alice fra USA, forevigede os. Hos faster Mie var der altid kaffe på kanden og tid til en snak og en smøg. Mit kendskab til den side af familien, har jeg mest fra mine fastre, Mie og Gerda. Det var mest den nye tids kareter og karrosserier, der blev arbejdet med. Da bødkeren gik på pension, overtog faster Mie fabrikationen af dritler til mejerierne i Gandrup og på Holtet. Lurmærket smør var en stor eksportartikel til England, og det blev pakket ned i dritler, der nærmest kan sammenlignes med en tønde. De blev da også anvendt til fastelavn, når vi slog katten af tønden. I den anledning var de fyldt med appelsiner og karameller.

Onkel Carl var også medlem af spillerudvalget for GS, og Trine tjente lidt lommepenge ved at cykle rundt og aflevere holdkortene til de enkelte spillere.

Faster Gerda, fars storesøster

Jeg husker tydeligt, når Gerda skulle med i fars bil. Så stod han som modvægt på det ene trinbræt. Han var bange for, at bilens fjedre ellers ikke kunne holde, og når vi kørte skulle hun sidde midt på bagsædet, så vi ikke fik slagside. Gerdas veninde, Frøken Gammeltoft, der var i samme vægtklasse, var i familie med manufakturhandler Nielsen. Når de havde hende til middag, blev der lavet dobbelt af det hele, fordi hun spiste det halve. Hun sad ved enden af bordet på 2 stole der, hvor fløjdørene kunne åbnes ud til gangen. En praktisk foranstaltning, så hun i tilfælde af akut overtryk i fordøjelseskanalen kunne bugsere  bagdelen ud i entreen, som i øvrigt også var indgangen til butikken. Så mon ikke en og anden er blevet mødt af en salut på vej ind i forretningen?

 

Offentlige begivenheder

Store offentlige begivenheder var andespil, fastelavn, afdansningsbal, juletræsfest, gymnastikopvisning, amatørkonkurrencer og dilettantforestillinger. Dilettantforestillinger, eller amatørteater, som det hedder i dag, var rent dilettanteri, ofte med Skrædderhans i en hovedrolle i et eller andet lystspil, hvor den største morskab var at se og høre de kendte

lokale aktører i andre roller end de daglige. Jeg fandt engang et billede af far med sin violin i et orkester, der spillede ved den slags arrangementer. Desværre er billedet forsvundet. Ballerne blev som regel afholdt af sportsklubben eller Venstres Ungdom, og man skulle være medlem af VU for at komme ind, men det blev klaret på stedet. Køb af øl blev der ikke set gennem fingre med, men vi kunne altid gå hjem til palle-Kaj, der boede lige bag ved kroen. Hans mor Olga serverede på kroen og hendes mand Børge var i bestyrelsen for GS.

Alt foregik i krosalen, hvor vi også gik til bal. Dog var vi var også til det årlige juletræ i Tabor, hvor der blev uddelt flidspræmier fra Søndagsskolen. I Tabor sluttede alle arrangementer med fælles kaffebord. Jeg vandt engang en dværghane til den årlige Basar. Sjovt at man brugte dette arabiske ord i en kristen menighed. Hanen var flot og erobrede straks hønsegården, men efter få år døde den af alderdom. Den havde vist nok allerede en del år på bagen, da den blev skænket til udlodning i tombolaen. Til andespil lå de nyslagtede høns, ænder, gæs og flæskestege på ”lit de parade” på scenen, mens folk pulsede løs og varmen fra den store kakkelovn bredte sig sammen med sveddunsterne fra mormors ”banko-vinger”. Fastelavnsfesten var traditionelt fastelavns-mandag, som en afslutning på vores tur rundt i byen med raslebøssen. Det indsamlede beløb gik ubeskåret til køb af sodavand og pølser i krostuen. De samme masker blev anvendt år efter år. Men det hændte, at en papmaske gik til på grund af tilisning i mund og næsepartiet. Februar var altid råkold og klam. Juletræsfesten blev afholdt af sportsklubben i samarbejde med borgerforeningen, anden eller tredje juledag med de sædvanlige julelege, bro-bro-brille, at gå rundt om en enebærbusk og så var der godteposer og sodavand. Vi gik til gymnastik i Øster Hassing forsamlingshus om vinteren. Amatørkonkurrencer, var lige som i dag, sangkonkurrencer, nu hedder det blot X-faktor eller Popstars. Ikke alle deltagerne var de rene amatører, Gitte Hænning og Farmand rejste rundt til alle amatørkonkurrencer vest for Lillebælt. Den berømte Holger Fællessanger, skuespiller og sanger, har også optrådt, dog uden for konkurrence. Han var på vej til Frederikshavn med toget, en dagsrejse med indlagte ølpauser - således også på Gandrup Kro. Han blev blev overtalt til at synge for en kasse øl - dengang var der 50 stk. i en kasse, til en værdi af 50 kr. Om han nåede til målet uden flere stop hørte vi aldrig om? Måske sang han hele vejen, den der: ”sagde den ene bajer til anden”. Han optrådte iført et læderforklæde fra Tuborg.